Elektronik

Snart var hesteskoen min

Nu løb vi på den rute som jeg løb sidste år, 5 km-ruten. Den er ualmindelig smuk, utrolige udsigter ud over Flyndersø og tæpper af lyng…og helt utrolig kuperet. Ikke de vilde HØJE bakker, men der er bare mange af dem, de er uendelige. Op og ned, op og ned. Fejebladet sagde; Nu kan i se det sidste depot?. Og ja det kunne vi. Derefter ville der kun være 2 km hjem, hurra! En vild følelse bredte sig i mig, det var altså fantastisk at jeg snart havde gennemført. Pyt med tiden, jeg kunne godt se at jeg slet ikke ville kunne nå at komme under de 3 timer som jeg havde håbet på, men jeg var bare så lettet over at jeg med største sandsynlighed overhovedet kom i mål! Hesteskoen var snart min! Jeg havde tegnet en hestesko på min venstre hånd, og jeg kiggede jævnligt på den. Min kæreste troede det var mit ur jeg hele tiden kiggede på, og sagde jeg skulle lade være, han ved det kan stresse mig hvis jeg kigger for meget på tempo osv., og jeg var for træt til at fortælle ham at det altså var hesteskoen. Jeg var ualmindelig ligeglad med uret, men hesteskoen fyldte i min bevidsthed.

Måske du også synes om